mandag den 18. november 2013

Æblemos (eller æblegrød om man vil ;)) og æblekage


Jeg fik ca. 3 kg belle de boscoop æbler af min mormor og morfar, så jeg har både fået lavet æblekage og æblegrød som skal spises til morgenmad den kommende uge.
Jeg skrællede alle æblerne, fjernede kernehusene og skar æblerne i tern.

Æblekagen er en smuldrekage som er lavet på slump:
En springform smøres med lidt smør og bunden dækkes af æbletern. Herefter strøs sukker og vanillesukker henover. Der laves en smuldredej af lige dele smør og hvedemel samt lidt sukker. Denne lægges ud over æblerne, og der kommes lidt hakkede mandler eller hasselnødder ovenpå.
Jeg bagte kagen ca. 30-35 min ved 180 grader celcius i en forvarmet varmluftsovn til den var gylden og sprød på toppen. Serveres med flødeskum, vanilleis eller creme fraiche. Den gjorde lykke både hos dommerklubben og til kaffe med mine veninder i går :)

Æblegrøden er lavet ved at koge æblerne med en lille smule vand (bare lige så vandet dækker bunden). Belle de boscoop koger meget nemt ud, så vi snakker max 15 min ved medium/høj varme. Når æblerne er kogt ud tilsættes sukker efter smag. Det er meget individuelt hvilken præference man har, og jeg kan godt lide min grød lidt syrlig, da den jo er til morgenmad og da det ikke er en dessert. Det er også lækkert at komme lidt vanilje i. 

Æblemos er lækker sammen med mange ting - simpel med mælk på, ovenpå spegepølse, på yoghurt eller sammen med and (evt. med lidt peberrod i).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar