Ærligt, så blev jeg slet ikke tilfreds med disse horn. Dejen minder om en tærtedej - jeg burde have set det ud fra opskriften, men tror jeg valgte at ignorere det. I mine tanker havde jeg forestillet mig kærnemælkshorn som dem fra bageren, så jeg blev slemt skuffet. Desuden hjælper det heller ikke at min smagssans er helt f**ked up, pga. min operation sidste måned - så jeg kan ikke smage sødt særligt godt og ALT smager bittert - lidt af Go' negl faktisk, i ved, det der hæslige man fik smurt på neglene som barn for at man ikke skulle bide negle.
Nå men anyways - her kommer opskriften. Min kæreste var tilfreds med dem, så tror nu ikke de er så ringe endda. Man skal bare ikke forvente bagerens kærnemælkshorn - dem er der nemlig gær i og de er langt mere luftige.
Opskrift (fra dr.dk - spise med price):
Dej:
½ kg smør
½ kg mel
2 dl kærnemælk
Æg til pensling
perlesukker og evt. hakkede mandler til drys
Fyld:
100 g smør
100 g sukker
(evt. rosiner, marcipan, kanel eller nougat)
Metodik: Smuldr smør og mel. Tilsæt kærnemælken og saml dejen. Del dejen i to dele og lad hvile på køl ½ times tid.
Når dejen har hvilet, rulles den ud og skæres i trekanter ca. 15 x 15 x 10. Læg en klat remonce og en lille klump marcipan på hver. (Remoncen laves af lige dele sukker og smør som røres blødt og afkøles lidt inden brug.)
Så rulles trekanterne sammen til horn og der pensles med æg og drysses med hakkede mandler og perlesukker. Bag dem ved 180 grader i ca 20 min. men hold øje med dem, de må ikke blive for mørke.
Næste gang jeg får lyst til horn vil jeg lave disse i stedet - den anden af price brødrenes opskrifter:
FASTER HANNES DEJLIGE FLØDEHORN (8 stk.)
Dej: 1 tsk gær
½ dl lun mælk
150 g smeltet smør el. margarine
ca. 200 g mel
fløde til pensling
perlesukker til drys
Fyld: 100 g smør el. margarine
100 g sukker
vaniljesukker
Bland gær og mælk, hæld det ved den lune margarine. Hæld mel i lidt efter lidt og bland imens. Dejen skal være smidig og blød, men ikke klæbrig. Del dejen i to dele. Bland margarine, sukker og vaniljesukker og rør det sammen til remonce. Tænd ovnen. Rul dejen ud på et melet bord med en melet kagerulle. Den må ikke trykkes. Vend dejen tit, indtil en tynd cirkel har taget form. Skær cirklen ud i 8 stykker og læg ca. 1 tsk. fyld på yderkanten af hvert stykke og rul dejen om fyldet fra den brede side. Pensl med fløde og dyp i perlesukker. Bag hornene i ovn ved 215-220° i ca. 15 min. Tag dem af bagepladen og køl af på en rist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar