Viser opslag med etiketten fisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fisk. Vis alle opslag

lørdag den 18. januar 2014

Ugens mad

Vegetarisk: Japanske ris med diverse dampet og stegt grønt (broccoli, champignon og eddamamebønner) og to slags dippingsauce - en chilimayo og en soya/wasabi-dip.

 Hotwings med kogte majs og en salat bestående af ærter, skivede stegte squash og hytteost.

 Dampet hvid fisk i folie med persille og citron. Hertil lun kartoffelsalat med løg og chorizo.

Stegt kylling med en lomme af parmasan, citronskal og seranoskinke. Bund af kogte limabønner vendt i en kærnemælksdressing med kapers, persille og radiser.

Januar er startet ud med en fast madplan og det er jeg faktisk super glad for. På det sidste var vi mere gået over til "at finde på noget" når vi stod nede i Netto, og så bliver det bare ofte en nem og hurtig løsning! Så det er dejligt at være på rette spor igen :) Dette indlæg er mest ment som lidt inspiration til folk ift. at gå i gang med at lave madplaner, for man kan både spare penge og tid, når man står i supermarkedet. Plus det er lettere at være kreativ hjemme, end når man står nede i supermarkedet. Hvilke opskrifter man anvender, må man jo selv om, men internettet bugner jo af lækre sager :) 

tirsdag den 9. juli 2013

Onigiri - trekantede risboller med fyld


Onigiri kan man sige er Japans svar på sandwichen. Onigiri er trekanter lavet af sushiris med forskelligt fyld i midten, fx tun og mayo, stegt laks eller rå fisk. Risbollen bliver inden den spises omviklet med nori ( tørret tang) - det er vigtigt man først gør det i sidste øjeblik, da tangen ellers bliver slatten. Tørret tang skal spises sprødt! Disse er geniale i madpakken, hvis man savner lidt forandring fra rugbrød og sandwiches.

Sushiris:
250g sushiris (eller grødris hvilket fungerer udmærket) 
4 dl vand

Sushilagde:
2 spsk. sukker opløst i 2 spsk. risvinseddike

Metode:
Vask risene i koldt vand indtil vandet er klart.
Lad risene trække i koldt vand i 15 min.
Skyl risene en sidste gang og kom dem i en gryde med 4 dl vand.
Bring risene i kog under låg og når vandet bobler skru ned på lav varme.
Meget vigtigt - rør ikke rundt i risene!
Når al vandet er fordampet efter ca. 15 min, tag gryden af varmen og overhæld risene med sushilagden. Fordel risene forsigtigt på et en fad så de lettere kan køle af.
Lad risene køle af ved stuetemperatur - risens evne til at klistre bliver en smule ødelagt af at blive smidt i et fugtigt køleskab.

Når risene er kølet af skal de formes til trekanter.
Tag en god stor håndfuld ris i den ene hånd og lav en fordybning. Kom en teskefuld fyld i fordybningen og omslut risen om fyldet. Form risen til trekanter vist på billedet.



Inden servering omvikles et stykke nori og onigiri spises med lidt soya, da de ellers godt kan blive lidt "fade" i smagen. Hvis onigiri er til madpakken, så vikl dem med husholdningsfilm, kom dem i køleskabet og vikl først tangen omkring når de skal spises.

Mit fyld var drænet dåsetun blandet med lidt mayo, peber og salt:



fredag den 11. maj 2012

Jordskoksuppe med ristede kammuslinger, æbler og valnødder.


Jordskoksuppe: 1 kg jordskokker, 1 stort, hakket løg, 2 spsk. olie, 2 fed hvidløg, 2 dl halvtør hvidvin, 1 l hønsebouillon, ¼ l piskefløde, citronsaft, salt, peber.

Fyld: 12 kammuslinger, olie, salt, peber, 1 stort æble i tern, 1-2 spsk. finthakkede hasselnøddekerner, timiankviste.

Jordskoksuppe: Skrub jordskokkerne rene og skær dem i mindre stykker. Sautér dem i olien sammen med løgene i ca. 5 min. Tilsæt hvidløg og vin og lad det koge ind til halv mængde. Hæld bouillon på og bring det i kog. Lad det småkoge under låg i 20 min. Blend suppen med stavblender. Varm den op på ny sammen med fløden. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Fyld: Dup kammuslingerne tørre. Opvarm en pande, til den er rygende varm. Tilsæt olie og steg kammuslingerne heri i ca. 30 sek. på hver side. Tag dem af panden og fordel dem i fire tallerkener. Hæld den varme suppe omkring. Fordel æbler, nødder og timian over.
Ernæringsforbedret/diabetes/ hjertekar-patienter: hvidvin erstattes med hønsebouillon, og piskefløde 38 % med letmælk 1,5 %. I princippet kan fedtprocenten godt bringes længere ned, ved at erstatte letmælk med en mere fedtfattig mælk som f.eks. skummetmælk.

mandag den 19. september 2011

Fiskegryde med karry, kartofler og andet grønt.


Denne ret er en god resteret hvis du har kogte kartofler i overskud, og et bevis på man kan lave let og lækker mad hurtigt! Den er desuden et bevis på at rødspætter ikke nødvendigvis behøver paneres ;)

Opskrift uden mængdeangivelser:
flåede rødspættefileter skåret i mindre stykker

Porre, halve skiver
Gulerod, tynde skiver
Løg, tern
Kogte kartofler
karry
salt
peber
2/3 vand
1/3 fløde
olie

Metodik:
Tag alle de snittede grøntsager og steg dem i lidt olie tilsat karry, salt og peber. Herefter tilsættes de kogte kartofler og vandet. Lad det hele koge godt op så kartoflerne varmes igennem. Herefter tilsættes rødspættestykker. Lad retten simre forsigtigt i 2-3 min til fisken er hvid og gennemvarm. Tag retten af varmen og hæld fløde i. Det må endelig ikke koge efter tilsætningen af fløden, da retten kan ske at skille. Hvis dette skulle ske, er verden dog ikke gået under, da retten smager kanon alligevel. Smag til og server!

En god ret, hvis ikke man er så meget til fisk, da rødspætte i sig selv ikke smager af så meget og da karryen smager godt igennem. Prøv den :D