lørdag den 20. april 2013

Kyllingehjerter i cremet sauce.



Forleden da jeg var en tur i SuperBest var jeg så heldig at finde 500g kyllingehjerter på frost. Yes tænkte jeg – endelig en anledning til at lave noget indmad med en chance for at min kæreste også kan lide det. Kyllingehjerter smager mest af alt af det mørke kød som findes på en kylling og har også lidt den samme konsistens hvis de simrer længe nok… Kyllingehjerter har ikke spor indmadskonsistens som man fx finder ved indtag af lever og nyre. 


Opskrift:
500g kyllingehjerter, renset, skyllet og drænet
1 spsk olie
1 stort bundt persille, hakket
1 lille løg (kommes helt i ned til hjerterne mens de simrer)
1 – 1½l hønsefond
1 dl fløde
Jævning
Salt
Peber
Evt. lidt kulør.

Metode:
En pande varmes kraftigt op og olien tilsættes.
Kyllingehjerterne brunes grundigt af og overføres til en gryde.
Hønsefonden tilsættes sammen med løget, salt og peber.
Når det hele koger skummes der af.
Herefter tilsættes persillen og der skummes igen af.
Der lægges låg på og hjerterne simrer ved lav varme så længe man gider – gerne op til 1½ timer. Det vigtigste er at hjerterne er super møre. Kyllingehjerter skal ikke simre så længe som svinehjerter, så tjek gerne efter en times tid.
Når hjerterne er møre tilsættes jævningen og retten koges godt op så melsmagen forsvinder.
Herefter tilsættes 1 dl fløde og lidt kulør og retten smages til med salt og peber.
Serveres med kartoffelmos, løse ris eller ganske almindeligt kogte kartofler.
Det kan anbefales at spise noget surt til (rødbeder, asier eller drueagurker) som lidt afveksling til den lidt fede sauce.
Retten kan fryses.

2 kommentarer:

  1. Nam... indmad er lige mig og gerne fra forskellige dyr. Anderlever f.eks. er det bedste lever, jeg kan få :-D

    SvarSlet
  2. Lyder rigtig lækkert..!
    Kunne man evt. supplere med nogle flåede tomater og paprika i stedet for persillen..?

    SvarSlet